Romaner

Vildskabt (2026)

Hvad gør afhængighed ved et menneske og ved båndet mellem en lillebror og en storesøster?

En sommeraften forsvinder fortællerens lillebror, Christian, ind i en skov. Han er fire år gammel. En større eftersøgning følger, uden held. Indtil den lille dreng selv dukker sælsomt frem af mørket, som var intet hændt.

Årtier senere, under en coronanedlukning, forsvinder Christian i Istanbul. Et opkald fra en fremmed sætter søster og bror i forbindelse med hinanden. Inden længe banker han kold og forhutlet på hendes dør på en stille villavej.

VILDSKABT er en bog om omsorg, afmagt og afhængighed. Om at elske et menneske, der altid er ved at forsvinde. Susanne Cordes' tredje roman baserer sig på hendes eget forhold til lillebroren, som hun mistede til et liv med alkohol- og stofafhængighed. 

Det bundløse (2024)

Efter morens tidlige død er en kernefamilie i middelklassen på vej i opløsning. Den kendte og flamboyante advokatfar kaster en lang skygge, som romanens fortæller forsøger at finde en vej ud af, men er det muligt? Kan hun stå fast, mens faren og broren pendulerer ud ad hver deres selvdestruktive akse, eller har også hun en rem af grænseløsheden og galskaben i sig?

DET BUNDLØSE handler om at findes i slægtskabets grænseløse rum, hvor ingen for alvor passer på hinanden. Om store egoer, flosset moral, alkoholisme og blomstrende mug.

DET BUNDLØSE er en uafhængig fortsættelse af JEG UDÅNDER SPØGELSER fra 2022 og udgør anden del i en trilogi om en dansk middelklassefamilies opløsning.

Jeg udånder spøgelser (2022)

Skarpe minder trænger ind i sindet, der stadig er rystet og modtageligt efter fødslen, i kroppen der smerter, efter at halebenet brækkede, så barnet kunne passere. Kvinderne i familien forgår ellers ikke så let.

JEG UDÅNDER SPØGELSER er en kvindes historie om at befinde sig imellem fødsel og død; at få et barn og miste sin mor i løbet af den samme vinter.

I den uge, hvor hun føder sit tredje barn, en lille søn, får hendes egen mor en terminal kræftdiagnose. Midt i hverdagslivets balancegang mellem at være kæreste i et nyt forhold, få en sammenbragt familie til at fungere, amme et lille barn og passe en syg mor begynder de store spørgsmål at trænge sig på.

Hvorfor var relationen til den psykisk uligevægtige mor så svær? Hvad var det, der stod imellem dem? Og kan hun selv undgå at gentage de evige mønstre i sit eget moderskab? Er det muligt fra datter til mor at tilgive og bryde arvesynden?

”Medrivende, velskrevet og vedkommende fortælling, som jeg kun nødtvungent lagde fra mig.” – Bogmarkedet ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

“Masser af stærkt stof.” – Politiken